For the original article in English see: Nights at Sea #1 Shiver me Timbers, is that a Tornado?
…Gå det i møde med udholdenhed
Måske var det på grund af bananerne, for det er gammel overtro, at man ikke bør bringe bananer ombord og vi havde en klase med mindst hundrede.
Måske havde vi fornærmet Kong Neptun ved at nedværdige hans doldrums-hav, eller måske havde vi haft det for godt for længe og nu var det tid til at minde os om den ydmyghed, man skal huske at vise havet.
Hvad det end var, provokerede det i natten et uvejr, der forvandlede stilhed til kaos og der var intet andet at gøre, end at gå det i møde med bedste udholdenhed.
Vi tog fra Ambon den toogtyvende i håb om at finde en stille strand med kokosnødder hvor vi kunne fejre julen.
Vores udstødning blæste stadig blå røg, men vores motor er femogtres år gammel og viste nok blot bare sin alder, for hun kørte jo stadig fint.
Og vejrudsigten havde skænket os en chance til at komme afsted inden vi slog rødder i Ambons affalds fyldte bugt.
…sømilene fører til smukke destinationer
Vi havde været i Ambon i næsten en måned. Det havde aldrig været planen at blive der så længe, men så var der jo det med motoren – og da Riley blev syg med høj feber, måtte vi isolere os en uges tid på anker.
Bortset fra dét havde vi haft en udmærket tid i Ambon. Igen var det de mennesker vi mødte og de stunder vi delte, der gjorde oplevelsen så god.
Men det er ikke sundt at blive i havn for længe, man bliver utålmodig, urolig og frustreret over selv de mindste problemer.
Det er hårdt arbejde at vedligeholde en båds sødygtighed. På havet forvandles de timer, man har lagt i arbejdet til sømil og sømilene fører til smukke destinationer, hvilket altid er hele besværet værd.
Men hvis du går i tomgang for længe, bliver båden hurtigt en flydende belastning og så kan man også hurtigt glemme at sejlene kan hejses og fuglen kan flyve.
Så vi forlod havnen under broen og ud ad den lange bugt, og slog imod vestenvinden og dens stejle bølger, der mødte båden med uhøflige slag på stævnen, og vidste ikke, at den kommende nat ville blive den hårdeste, vi endnu havde haft til søs.
Det er en svær balance at være både lyrisk dramatisk og hensynsfuld over for vores bekymrende mødre, så først må jeg understrege, at selvom natten var en særlig udfordring, var vi i stand til at håndtere den.
Vi har altid vidst, at vi en dag ville møde uvejr som dette, hvis ikke noget meget værre og Black Duck, stærk som hun er, kan sagtens holde til en sådan rusketur, som den vi oplevede denne dystre nat.
…en roterende søjle der forbandt himmel og hav
Det var endnu inden mørkets frembrud og vi var blot få mil fra Ambon Ø, da Riley kaldte mig op på dækket for at se noget besynderligt.
I de sidste timer var skyerne kommet over fra vest og nord og havde samlet sig i en grå masse over landet mod øst.
Det var ud af denne grå masse, vi så den: en roterende søjle, der forbandt himmel og hav.
Vi havde set dem før, nogle gange flere på en gang fremskyde fra skyerne, som lange grå fingre, der rækker mod jorden for at drille os. Men denne gang var den større end dem vi før har set. Den rakte helt ned og tilsluttede sig havet og fik havet, under sig, til at hvirvle op i luften.
Heldigvis var den langt nok væk og efter kun nogle få minutter, gik den pludselig i opløsning og forsvandt tilbage i skyerne.
Det var både fantastisk og frygteligt at vidne et så formidabelt uhyre.
…hele øen gik i sort
Det var senere hen på aftenen, mørket havde lagt sig over havet og månen og stjernerne var gemt bag tunge skyer.
Det var min vagt, Riley havde lagt sig til at sove og jeg sad alene ved roret og nød en stilhed, der ikke ville vare længe.
I Indonesien er det slet ikke usædvanligt, at det tordner og lyner i alle retninger, men denne nat virkede det dog hyppigere og tættere på og nu og da var der et lynglimt så blændende, at det blev hængende bag øjenlågene i flere sekunder.
Selvom det nok lyder tosset at sejle gennem en lynstorm med en kæmpe aluminiums mast på et ellers fladt hav, er det faktisk meget sjældent, at lynet slår ned i båden og når det sker, at en båd bliver ramt, så er det for det meste blot elektronikken, det går udover.
Men ikke destro mindre er det slet ikke sjovt at sidde helt eksponeret under en lynende himmel med en torden, der kan føles i hele kroppen, som et jordskælv.
På dette tidspunkt befandt vi os mellem to øer, den ene oplyst med tusindvis af lys i landsbyerne langs kysten, da pludseligt et lyn, som i en tegneserie, slog ned og hele øen gik i sort og den øjeblikkelige torden bekræftede, at stormen var nær; Himlen eksploderede over os.
…forsejlet var blot på størrelse med et lommetørklæde
Det maa have været omkring klokken to eller tre om morgenen, for jeg var på vagt igen og Riley sov i kahytten. Forberedt paa uvejr i løbet af natten, havde vi allerede rebet sejl og forsejlet var blot på størrelse med et lommetørklæde.
Om dagen kan man se stormen nærme sig i form af en sort front i skyerne, men om natten kommer stormen uden varsel ud a mørket og det er derfor, at vi for det meste sejler under rebede sejl om natten.
Når fronten rammer tager vinden til og så begynder det at regne. Og når regnen bliver rigtig kraftig, stilner vinden af og vægten af regndråberne, som forstyrrer og spreder bølgernes energi, beroliger havet.
Det kan være magisk at sejle gennem kraftig regn, når havet syder, og regnen bliver som et vakuum.
…blæste regnen som et vandret vandfald
Men denne nat stilnede vinden ikke af, den tog til og blæste regnen som et vandret vandfald.
Havet virkede ophidset, for stormen blæste tværs over bølgerne og forstyrrede deres normale rytme.
Og pludselig befandt vi os i halvtreds knob vind og så masten ryste så voldsomt, at den forsvandt i et slør – og da revnede vores forsejl.
Vi forsøgte at rebe det ødelagte sejl ind, men vinden var for stærk og trak igen. Og spiller du tovtrækning med 50 knob, selv med spil, så har du næppe en chance.
Men til sidst formåede vi at få sejlet ind og så, til vores overraskelse, at selv uden sejl, sejlede vi seks knob med fuld styring af båden.
Dette er en af de første nætter hvor vi har delt vagter gennem natten. Og på en nat som denne, er det især rart at være et par.
…lille sømand, så magtesløs, så stædig og modig
Men uvejr varer ikke evigt og til sidst vil stilheden erobre. Men for en sømand drevet lige så meget af følelser som instinkt, kan det virke som om også vejret har humørsvingninger og kan vise både raseri og mildhed i løbet af blot et kort øjeblik.
Skyerne kan fordampe lige så hurtigt, som de rullede ind og fråden på bølgerne forsvinde. Vinden, der før skreg i dit ansigt og fik dig til at føle dig åh så lille, hvisker nu: ”Tak for din opmærksomhed, tak for din ydmyghed, nu lader jeg dig være i fred lidt, så du kan komme dig og genvinde den tillid, som det kræver at møde mig i mit element. Lille sømand, så magtesløs, så stædig og modig.” For hvis den blide brise kunne tale, tror jeg, det var det, den ville sige.
…Hvor man plejede at tage til for haj fiskeri
Udmattede efter nattens begivenheder, lagde vi næste morgen anker i en bugt ved en lille landsby i Nord Seram.
Først skulle vi sove så laenge vi havde brug for og så skulle vi reparere sejl og inspicere vores rigning for skader.
Det var her i fisker landsbyen Pohon Batu, at vi, fra de lokale fiskere, lærte at december og januar er de måneder, hvor Nordvest monsunen viser sin yderste styrke. ”Ombak besar” og ”angin kuat” sagde de og pegede mod havet. Store bølger og stærk vind.
En fisker, som vi kaldte Papa, fortalte os om sine fiske ekspeditioner til Misool i sin motor drevne åbne kano lignende fiskerbåd. Misool ligger over hundrede sømil væk og det er blandt andet her man plejede at tage til for haj fiskeri i de dage, hvor haj fiskeri stadig var lovligt og man kunne tjene gode penge på at sælge hajfinner til kineserne.
Nu tager Papa ikke længere til Misool efter hajer, men han tager stadig til søs for at fiske tun.
En fisker som Papa er helt afhængig af at kunne genkende og forudsige vejret og hans fiskeri bestræbelser er strengt dikteret af årstiderne. En storm, som den vi havde oplevet natten før, er ikke katastrofal på et blåvandsfartøj som vores eget, men ville højst sandsynligt være enden på en lille åben båd, som den Papa har og det er derfor, at december og januar er en tid, hvor fiskerene bliver i bugten.
…vindenes mødested
Nord Maluku med Bandahavet mod syd og Ceramhavet mod nord synes at være et mødested for to vedvarende vejr ruter i nordvest monsunen. I Ceramhavet blæser vinden hovedsageligt fra Nord eller Nordvest fra Moluccahavet og skubber en dønning mod Serams nordkyst. Og mod syd i Bandahavet blæser vinden konsekvent fra vest over en stor vidde, hvilket tillader dønningerne at vokse.
Måske forklarer dét det tumultariske vejr omkring Manipa-strædet, der løber mellem Ambon, Seram og Buru – vindenes mødested, hvor de forenes og styrkes.
Men selv en grusom nat som denne kan have sin belønning, for det var dette uvejr, der drev os til landsbyen Pohon Batu og Pohon Batu er uden tvivl et af de venligste steder jeg nogensinde har været. Det var her i denne lille muslimske landsby, at vi brugte vores jul på at lære at lave kokosolie med Mama, Papa, Masiyta, Aldi og Ikal.
Sol opgangen er altid smuk. Den hænder hver eneste dag og vi holder aldrig op med at nyde den, som er den ny og værdsætte den, som er det den sidste. Men efter en særlig prøvende nat på havet, er det som at se en gammel ven.
Jeg skrev et digt på Engelsk, det kom helt af sig selv.
Men det er ikke nemt at oversætte digte, jeg prøvede og så syntes jeg alligevel ikke det var ordenligt.
Så her er det originale til dem der gider lidt Engelsk.
Night Sailing
Sun so warm and bright I will never disparage the light.
When the horizon suddenly sharpens and your bow appears,
behind you the darkness diminishes and with it does your fears.
For it is an instinct to be scared of the drear, keep your fire lit stay near.
For in the dark were lions, wolves against men,
stay hidden till the light comes again.
It is deep in our belly, ingrained in our kind,
so old is the fear we cannot be leave it behind.
So even at sea, where see is not only to see but also to predict,
the night dictates so strict.
Sit tight, clip in, think deep, rest when you can but do not sleep.
Count the stars, can you point out mars,
can you get through the minutes until the sun comes up?
Hvis du vil høre mere, følg os på Black Duck at Sea | Facebook
For den originale artikel på Engelsk Click Here